Der er mange ting man skal overveje når man vælger at flytte internationalt og bosætte sig i et nyt og fremmed land. Der er mange praktiske ting, der skal ordnes, når man vælger at tage sådan et spring, ikke mindst skal man finde ud af hvordan man får fragtet sine ting fra Danmark og til sit nye hjem.

Skal man flytte indenfor Europa foregår fragten oftest via land, men skal du flytte udenfor Europas grænser er det mest almindeligt at få sine ting med en container på et skib.

Dette er en kort guide til hvilke ting, du skal være opmærksom på, når du vil flytte dine ting til et nyt land, så du kan være bedst forberedt og flytningen kommer til at forløbe så glat som muligt. Der er rigeligt med andre ting at tage stilling til, når man vil flytte til et nyt land.

Udgifter ved flytning

Når du flytter til udlandet og vil have dine møbler og personlige ejendele med dig, er der en del omkostninger du skal overveje. Det er svært at sige præcis hvor dyrt, det vil blive at flytte dine ting, men der er et par ting, man kan tænke over, når man planlægger sin flytning.

Prisen på fragt af dine ting afhænger selvfølgelig af hvor langt væk dine ting skal fragtes. Er det indenfor Europa og kan gøres via en lastbil, så er det billigere end hvis du skal have det til den anden side af jorden og både skal bruge en lastbil og have tingene sejlet med et containerskib.

Derudover afhænger prisen også af hvor meget, der skal fragtes. Derfor er det vigtigt, at du overvejer hvor mange af dine ting, der er nødvendige at have med. Det giver sig selv, at jo flere ting du vil have med, jo større vil udgiften være. Hvis du skal have hele indboet af et hus med, så koster det mere end hvis du blot kan nøjes med et par kasser.

Til slut kan der være andre udgifter, du skal tænke på. Udover selve prisen på fragtning af tingene, kan der også være udgifter til forsikring af tingene, toldudgifter, gebyr for at få det til et højhus og lignende udgifter. Når du vælger et flyttefirma, er det derfor vigtigt, at du tænker over hvor mange udgifter tilbuddet indeholder, så du ikke pludselig står med en masse ekstra udgifter.

Eksempler på flyttepriser:

Nedenfor kan du se eksempler på, hvad det kunne koste at få flyttet dine ting. Dette er blot vejledende priser.

  • København til Sydney: 22.000 – 24.000 kr.
  • København til London: 3.300 – 3.500 kr.
  • København til New York: 20.000 – 22.000 kr.
  • København til Hong Kong: 10.200 – 11.500 kr.

Skib Versus Fly

Hvis du skal flytte udenfor Europa, vil dine ting oftest skulle fragtes med skib. Det kan koste en del mere end hvis du blot skal flytte til et andet sted i Europa, både fordi afstanden er længere og fordi det ofte vil kræve en kombination af lastbiltransport og skib.

Når man skal have fragtet sine ting via skib, skal man være opmærksom på, at det kan tage meget lang tid, før tingene er fremme. Alt efter hvor man skal flytte hen, kan det tage mange uger at få sine ting leveret. Det er derfor vigtigt, at man er ude i god tid, så man kan nå at få sendt sine ting afsted i tide, så man ikke står i sit nye hjemland uden sine ejendele det første lange stykke tid.

Det er muligt at få sine ting fragtet via fly, der tager meget kortere tid, men det kan være en meget bekostelig affære, så i praksis er dette kun optimalt, hvis man har meget få ting, der skal flyttes.

Hvor stor en container?

De fleste internationale flytninger vil foregå ved, at man pakker en container, som man efterfølgende får fragtet. Mange firmaer tilbyder at klare hele processen således, at de både pakker containeren, flytter den og leverer den til den nye bopæl. Det kan være en fordel at have professionelle til at pakke containeren, så man er sikker på, at tingene bliver pakket ordentligt og ikke kommer til skade under flytningen. Desuden kan der være forsikringsproblemer, hvis man har pakket sine ting selv, og de går i stykker under fragtningen. Husk altid at være opmærksom på, hvordan du er forsikret, hvis det skulle ske noget med dine ting undervejs.

Hvor stor en container man skal bruge, afhænger selvfølgelig af hvor meget man har, der skal flyttes. De to mest almindelig fragtcontainere er 20-fods-containere og 40-fods-containere. For at give en idé om hvor store de forskellige containere er, kommer her de indvendige mål for containerne:

20-fods containere:

  • Længde: 5,90 meter
  • Bredde: 2,35
  • Højde: 2,39
  • Kapacitet: 32,85 kubikmeter

40-fods containere:

  • Længde: 12,03
  • Bredde:2,35
  • Højde: 2,39
  • Kapacitet: 66,40 kubikmeter

Hvis man ikke har nok ting, der skal fragtes, til at fylde en af de små containere, kan man også dele en container med andre, der skal have flyttet sine ting til samme sted. Der kan være mange penge at spare på denne måde, da man er flere til at dele udgifterne. Man skal dog være opmærksom på, at denne type fragt kan tage meget lang tid, da containeren først vil blive sendt afsted, når der er fundet nok personer, der skal flytte, således at containeren kan blive fyldt.

Der er mange faktorer at overveje, når man skal flytte sine personlige ejendele og møbler til et nyt land. Vigtigst er det, at man bliver klar over hvilke behov man har, og dernæst søger efter det bedste tilbud man kan få på præcis ens flytning. Sørg altid for at indhente flere tilbud, så man kan sammenligne tilbuddene, og dermed undgå at betale overpriser.